Influencer Marketing

23-10-2017

Er influenter stadig det nye sort?

Lotte Nagstrup Kjær Lotte Nagstrup Kjær Client Manager Carat København Blogindlæg
https://carat-cdn.azureedge.net/media/9056/influencer-marketing_rectangle.jpg

I en verden, hvor forbrugerne konstant skal forholde sig til store mængder af reklame, bliver det sværere at trænge igennem med et budskab. Derfor er det vigtigere end nogensinde, at annoncører overvejer deres tilstedeværelse i alle de touchpoints, hvor kunden har berøring med deres brand. Annoncører forsøger hele tiden at finde løsningen til, hvordan de kan vinde kampen om især de unges opmærksomhed, men hvordan tiltrækker vi målgruppen, der har vendt ryggen til de traditionelle medier? Når brugeroplevelsen skal tilbage i fokus, kan svaret være at finde i influencer marketing.

Det er ikke et nyt fænomen, men derimod noget vi har hørt længe: Den unge målgruppe er svær at ramme via marketing og reklamer. Og dog. Netop den unge målgruppe, der har fået prædikatet ’digitale indfødte’ bruger i højere grad deres tid på onlineaktiviteter, og modsat andre generationer griber de chancen for selvpublicering. Af netop samme årsag er influenter en attraktiv mediekanal at bruge, når den unge målgruppe er i fokus.

De gyldne råd om influencer marketing
Så langt, så godt. På trods af at influencer marketing ikke er et nyt fænomen, er det stadig ukendt land for mange annoncører. Så hvordan ser ’how to’ guiden egentlig ud? I en tid, hvor tilliden og troværdigheden til reklamer generelt er dalende, anses influencer marketing som et effektivt middel, da en influents kommunikation og anbefaling af et produkt opfattes som et kvalitetsstempel blandt forbrugerne. Ved at benytte en kanal, som den unge målgruppe allerede lytter til, er halvdelen af vejen til at overbevise målgruppen allerede nået.
Når man som virksomhed gerne vil bruge influenter som talerør, er det dog vigtigt at forstå, at de unge ved, hvad de unge vil have. Det betyder også, at man som annoncør er nødt til at tilsidesætte sine egne ’behov’, da et influent-samarbejde typisk ikke tager sig godt ud, hvis det er for poleret eller strømlinet i forhold til afsenderens brand. Ønsket er at lukrere på den gennemslagskraft, som influenterne har hos deres læsere, da der forefindes en tæt forbrugerrelation, som kan være svær at finde på andre medier.
Hvis man virkelig vil ind og lege med den unge målgruppe, er det en nødvendighed, som annoncør at acceptere, at man måske ikke selv var kommet frem til samme budskabet, men at man har mod til at slippe kontrollen i kommunikationen og dermed udvise tillid til sin samarbejdspartner. Meget af det content, som ses i influent-universet vil ikke nødvendigvis stemme overens med, hvad den traditionelle opfattelse af en ’god reklame’ er, men det er netop intentionen. Influenterne vinder på den præmis, at de har skabt deres eget univers, der bygger på passion og invitation til dialog – man kan altså mærke deres tilstedeværelse i indholdet.

Varm luft eller fast medieplads?

Det helt store spørgsmål må dog være, om influencer marketing er en døgnflue, eller om det er noget, der er kommet for at blive. Undersøgelser viser, at anbefalinger fra personer, som vi har tillid til, er den stærkeste drivkraft i købsprocessen. Derfor bruges influenter både til inspiration, men bestemt også som et aktuelt medie i købsbeslutningen. Forbrugerne tager det content, der skabes, et skridt videre; Der lyttes til en ’ny bedste ven’.
Derfor ligger der et stort potentiale for annoncører, der gerne vil målrette sig mod det unge segment, i at imødekomme deres præference for influencer-indhold når der kommunikeres med dem. Relevant kommunikation for den unge målgruppe har i høj grad mere kant, hvilket kan opnås ved at indgå et partnerskab med influenter, der giver annoncøren et talerør og guider budskabet i en kontekstuel og troværdig retning.
Influencer marketing er et område i vækst, hvilket også ses i udviklingen af mediet. Der er igennem de seneste år sket en professionalisering af brugen af influenter, så samarbejdet bliver lettere og ikke mindst det faktum, at det nu er muligt at få adgang til data på effekten. Men det er også en nødvendighed for mediets overlevelse – og berettigelse.

Brugen af influenter kan sikre en højere relevans og dermed en bedre oplevelse for forbrugerne, hvorfor influenter nu anses for at være et integreret emne i medieplanlægningen. Passer budskabet og målgruppen er svaret på dette indlægs indledende spørgsmål derfor: ja, influenter er stadig det nye sort.

Lotte Nagstrup Kjær Lotte Nagstrup Kjær Client Manager Carat København Blogindlæg
^Tilbage til toppen