24 unge talenter trak i arbejdshandskerne for Bauhaus under dette års Carat Case Competition.

17-10-2017

Carat Case Competition 2017 er nu overstået. Søndagens finaleevent bød på seks spændende pitches, hvor de 24 deltagere præsenterede deres nytænkende og kreative løsninger til det brief, som BAUHAUS havde stillet dem. Ovenpå 48 timers hårdt arbejde og intens hjernevridning kunne deltagerne søndag eftermiddag gå hjem med en ordentlig dosis erfaring i rygsækken – og BAUHAUS med et frisk pust til deres markedsføringsstrategi.

Case Competition Carat Case Competition
https://carat-cdn.azureedge.net/media/9029/vinderholdet_rectangle.jpg

Forud for weekenden blev de unge deltagere nøje udvalgt ud fra deres profil og kompetencer, hvorefter de blev fordelt på seks hold. Dette med en klar ambition: At skabe et dynamisk samarbejde, hvor deltagerne kunne komplementere hinanden fagligt og kompetencemæssigt. En anden faktor i gruppesammensætningen var deltagernes forskellige erhvervsmæssige baggrunde, hvor der var en klar tendens til CV’er fyldt med studierelevante og frivillige jobs.

Størstedelen af deltagerne havde ikke haft berøring med bureauverdenen før. Det var dog langt fra et minus i årets Carat Case Competition - tværtimod. Det gav deltagerne mulighed for at se på casen med helt nye øjne uden skelen til praktiske begrænsninger og fokus på bagateller.

Det friske blik var da også tydeligt under søndagens pitch session. Holdenes præsentation af deres kreative koncepter var karakteriseret ved nytænkende vinkler og måder at skabe værdi på. Alt sammen noget, som gav stof til eftertanke for BAUHAUS.

”Det helt unikke ved Carat Case Competition er, at den skaber mulighed for at tænke fuldstændig ud af boksen. De unge får lov til at vride deres kreative hjerner over en case fra en virkelig kunde. BAUHAUS får en masse kreative inputs og en helt ny vinkel på deres markedsføring. Alt i alt er det en weekend, hvor det vi kender til, bliver kastet op i luften og grebet og sammensat på nye anderledes måder. En inspirerende weekend for BAUHAUS, men også for os som bureau, der er med i maskinrummet hos de seks hold hele vejen fra start til slut. Én ting er produktet, som vi ser til pitchen. En anden ting er det samarbejde og de egenskaber, som deltagerne udviser i processen. Det er noget, vi går højt op i.” Ulrik Petersen, CCO for Dentsu Aegis Network, Aarhus.

Hele processen blev faciliteret og rammesat af husets medarbejdere og praktikanter, der var med hele vejen fra start til slut. Med oplæg om bureauverdenen, digital markedsføring og forbrugerindsigter blev fundamentet for deltagernes arbejde lagt. Specielt husets eget kerneværktøj, Convergence Planning, var med til at strukturere præsentationerne, selvom det var de kreative koncepter, der spillede hovedrollen søndag.

Kreativitet var da også det, som gjorde, at holdenes præsentationer søndag eftermiddag gik i mange forskellige retninger. Alle tog udgangspunkt i BAUHAUS’ ønske om at holde sig relevant. Og søndagens begivenheder demonstrerede i høj grad, at relevans kan have mange forskellige former. På trods af, at alle hold på den ene eller anden måde bidrog med ideer, der havde potentiale, måtte juryen tage stilling til hvilket hold, der kunne bidrage med den mest holdbare løsning over hele linjen.

Beslutningen var ikke nem, men blev truffet ved at vurdere holdene ud fra forskellige parametre som strategi og kreativitet, men også på præsentationsteknik og holdets evne til at samarbejde internt. Ifølge juryen var det specielt vinderholdets stærke indsigter, et mindeværdigt kreativt koncept og dybde i aktiveringen, som sendte dem til toppen af podiet.

Skrevet af Line Juul Madsen, Digital Associate & Thomas Barker, Digital Client Manager

 

Case Competition Carat Case Competition
^Tilbage til toppen