Nye muligheder for leadgenerering

14-12-2015

I starten af oktober lancerede Facebook deres nyeste annonceformat ”Lead ads” i Danmark. Lead ads skaffer annoncørerne kvalificerede nyhedsbrevstilmeldinger helt ned til 1 kr. pr. tilmelding, hvilket gør det rigtigt interessant for mange annoncører. Dermed er perspektiverne spændende og potentialet stort.

Rasmus Friis Rasmus Friis Digital Client Director Aarhus
http://carat-cdn.azureedge.net/media/4273/fb-lead-ads_ny3_square.jpg

I dag er der allerede en række medier, der er specialiserede i og effektive til at hjælpe annoncører med at generere flere kundeemner eller bygge mailbasen større. Facebook nye tiltag skiller sig dog ud fra de eksisterende muligheder ved at gøre tilmeldingsprocessen væsentligt nemmere end de normale tilmeldingsprocedurer, der oftest tvinger brugerne væk fra et site eller en app og over i et andet miljø for at udfylde en formular. Normalt skal brugeren derefter udfylde alle informationer i en formular helt fra bunden.

Med Facebook Lead ads er brugerens navn og mailadresse autoudfyldt på forhånd, og brugeren kan derfor nøjes med at udfylde en meget lille del af formularen og endda direkte i newsfeedet. Brugeren skal altså selv gøre meget lidt for at tilmelde sig et nyhedsbrev, udfylde en kontaktformular m.m. Det er enkelt og overskueligt. Tap. Tap. Done.

FB lead ads_billede1.png

Selve formularen i annoncen er mulig at tilpasse stort set efter hvilke informationer, man ønsker at indsamle. Eksempler på felter er: Navn, Mailadresse, Telefonnummer, By, Køn, Alder, Jobtitel, Firmanavn, m.fl. Samtidig er det muligt at tilføje kategoribaserede felter bl.a. henvendt til følgende brancher: E-handel, Uddannelse, Bil, B2B, Service, Forsikring m.fl. Derudover kan annoncøren tilvælge fritekstfelter, så det er faktisk kun fantasien, der sætter grænser for hvilke informationer, man kan få brugerne til at afgive.

FB lead ads_billede2.png

Denne form for native ads, der er tilpasset form og funktion i Facebooks newsfeed, giver følgende fordele:

  • Man fører ikke brugeren væk fra medier

  • Det er ikke nødvendigt at lave landingpages specifikt til kampagnen

  • Der er mulighed for skarpe målretninger med brug af Facebook data

  • Der er mange muligheder for at tilpasse formularen til det ønskede formål

  • Det er nemt at styre omkostninger ved f.eks. at sætte max. pris per lead/sign up

Helt konkret har vi i løbet af en måned, for en større dansk rejsekunde, opsamlet permissions til en gennemsnitlig pris på 1,30 kr. per tilmelding, og der er stadig optimeringsmuligheder at skrue på, så prisen per tilmelding kan blive endnu lavere. Bortset fra opsamling af permissions på egen hjemmeside findes det altså stort set ikke billigere. Kvaliteten af leads er samtidig imponerende god med en meget lille afmeldingsrate.

Den lave tilmeldingspris fås selvsagt ikke ved blot at køre bred annoncering på Facebook, men via et skarpt segmenteret setup, hvor man hele tiden optimerer mod de bedst performende annonceringsspor. Her spiller et grundigt indsigtsarbejde en stor rolle for resultaterne, så man med annonceringen udelukkende eksponerer de mest relevante brugere.

Vi har kogt vores nuværende erfaringer ned til tre gode råd til hvordan man opnår de bedste resultater:

  1. Lav forskellige annoncesæt og eksperimentér med formularerne for at finde det format, der giver den laveste lead pris.
  2. Bed kun brugeren om de mest nødvendige data. Mere data er altid interessant, men med flere spørgsmål følger også en øget risiko for at brugeren forlader formularen før endelig tilmelding.
  3. Undlad at sætte loft på prisen per tilmelding i første omgang, men lad algoritmen om at finde det naturlige prisleje for annoncen.

Kort sagt, er det bare med at komme i gang med at teste Lead Ads. Jo før du kommer i gang, jo før kan du høste de gode resultater.

 

Rasmus Friis Rasmus Friis Digital Client Director Aarhus
^Tilbage til toppen