Mobilmarkedet kommer – men er du klar?

31-10-2016

Mobile marketing bliver ofte nedprioriteret i mediebudgetter på grund af en lav konverteringsrate sammenlignet med desktop. Det kan hurtigt blive en sovepude, hvis man ikke samtidig holder øje med andre vigtige faktorer, når medieplanen sammensættes.

Kenneth Jensen Kenneth Jensen Insights Associate København Mobile mobile advertising
http://carat-cdn.azureedge.net/media/6750/billede-2-volvo-2_square.jpg

Alarmen ringer kl. 07:00 mandag morgen, og det første du gør er, at tage din mobil i hånden. Du tjekker de seneste nyheder, om vejret holder, og hvor du kan hente din croissant på vej til arbejde. Der er gået 10 minutter af din dag, og du er allerede blevet eksponeret for en masse information fra din mobil, og du har truffet dine første valg.

Mere end 3,6 millioner danskere i alderen 15-74 år har ifølge Carats studie, Den Mobile Forbruger, i dag en smartphone, hvoraf en stor andel i løbet af dagen er næsten i konstant berøring med den. Det betyder også, at 24 % af vores aktivitet foregår på mobilen, og dette tal er kun stigende. 

Alligevel tøver mange virksomheder med at kaste penge i den retning, fordi mobilen ikke nødvendigvis giver synlige konverteringer, og det må betyde, at mange ikke formår at udnytte mobilens muligheder optimalt. For ikke at hoppe i den samme fælde er der derfor nogle vigtige ting, du bør overveje, inden du sammensætter din medieplan.

 

 

1) Fokusér på forbrugerrejsen og ikke det enkelte medie
Hvor mobilen er virkelig populær hvad angår køb med lav involvering, som eksempelvis togbilletter, så er desktop stadig det fortrukne medie, når det kommer til køb af højinvolverende produkter som rejser og biler, hvorfor vi oplever at konverteringsraten på desktop kan være højere her. Det betyder dog langt fra, at mobiltelefonen har en ubetydelig rolle i den sammenhæng, fortæller Digital Client Manager fra Carat, Claus Winter Olsen: ”Vi bliver nødt til at ændre tanken om, at mobilen nødvendigvis skal være konverteringsdygtigt, men hellere tænke den ind i hele forbrugerens købsrejse.”

For selvom desktop i høj grad bliver brugt, når dankortet skal frem, så kan mobilen påvirke forbrugeren under hele beslutningsprocessen. ”Forbrugeren tager beslutningen på kort tid, og derfor er det vigtigt, at man er top-of-mind og til stede under hele forbrugerens købsrejse”, uddyber Claus Winter Olsen.

Inden store køb bliver foretaget er der som regel en lang informationssøgningsfase, hvor forbrugeren i høj grad tager mobilen i brug. En virksomhed der har formået at udnytte dette er bilfabrikanten Volvo. Med app’en Volvo Reality kan kunden få en simuleret prøvetur i en Volvo via sin smartphone, og det skaber kendskab og interesse. Så selv hvis købene bliver foretaget på desktop eller i en fysisk butik, kommer opmærksomheden i høj grad fra mobilen, og det ses jo ikke på konverteringsraten.

2) Optimér dit website
En anden essentiel faktor er, om webshoppens købsflow er optimeret. ”Vil forbrugeren gå igennem købsprocessen for at købe noget? Eller er det en komprimeret desktopversion, hvor de besøgende skal zoome for at kunne se noget, og ikke kan ramme felterne for at udfylde sine kortoplysninger? Så er der jo meget langt til et salg”, forklarer Claus Winter Olsen.

Det er en vigtig overvejelse, for ellers kan du ende med at smide en masse penge ud i vasken, fordi vejen til en konvertering simpelthen er for snørklet. Således viser DIBS nye årlige rapport om dansk e-handel fra 2016, at 36% af mobilforbrugerne har afbrudt et køb, fordi siden ikke var optimeret til mobiltelefoner. Før du bruger en masse penge på salgsfremmende bannere, bør du derfor sørge for, at din side kan bære det, og det kan vise sig at blive en rigtig god investering.

3) Analysér din målgruppe
Det hele kræver selvfølgelig, at dine kunder er mobilvante, og det gælder endnu ikke for alle. ”Visse målgrupper er endnu ikke parate, og i så fald vil mobilen aldrig kunne understøtte din målsætning om bare at skabe en masse salg”, udtaler Claus, der pointerer, at det ikke er nok bare at have en antagelse om, hvorvidt de er klar eller ej. ”Hos Carat benytter vi derfor vores CCS-studie til at kortlægge vores forbrugeres medieforbrug for at finde ud af, hvilke kanaler, der vil passe bedst til dem”, forklarer han.

Rapporten fra DIBS om nethandel viser nemlig, at på nær de ældste er langt de fleste aldersgrupper ved at være klar til at købe på enten tablet eller mobilen. De unge forbrugere er stadig de mest aktive i forhold til mobilhandel, men der er en anden bemærkelsesværdig del af befolkningen, der er begyndt at rykke på sig. Den samlede handel på mobil og tablet for personer i alderen 55-65 år er nemlig steget med 10 % siden 2015, og omkring 430 % over de sidste fem år. Det er derfor vigtigt at holde skarpt øje med dine kunder, for de er måske mere klar til mobilen, end du tror.

Som virksomhed er det altså vigtigt ikke at undervurdere mobilens kraft. Selvom den ikke nødvendigvis står for den største del af konverteringerne endnu, så er den i høj grad med til at påvirke forbrugerens beslutninger. Derfor bør du sikre dig, at dit site og webshop er opdateret til mobilt salg, og at du holder øje med dine forbrugeres adfærd, så du ikke misser bølgen og bliver overhalet af konkurrenterne.

Claus Winter Olsen har selv store forventninger for mobilens udvikling: ”På et tidspunkt tror jeg i høj grad, at mobilen kommer til at overtage vores private forbrug, mens desktop primære rolle bliver mere komplekse køb. Derfor bør alle virksomheder i alle brancher indtænke mobile devices i deres marketingaktiviteter”.

Denne artikel blev bragt i Markedsføring i oktober 2016 under temaet: Mobile Marketing

Kenneth Jensen Kenneth Jensen Insights Associate København Mobile mobile advertising
^Tilbage til toppen